Sommerhus, senere

Det gav genlyd da Judith Hermann i 1998 debuterede med novellesamlingen Sommerhus, senere. »Vi har fået en ny forfatter,« skrev kritikerne, »en fremragende forfatter.« Og det var der mange som fandt ud af. Bogen har alene i Tyskland solgt over 500.000.

Bogens ni noveller fortæller nøgternt og smukt om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder og ensomhed. Scenen er nattesværmernes Berlin og hendes helte og heltinder er sarte, melankolske figurer med en lakonisk holdning til livet, deres referencer er PJ Harvey og David Bowie og en masse caféer og klubber og LSD og kokain. Fælles for flere af dem er en vægring mod at beslutte sig for noget. Beslutninger udsættes på ubestemt tid. De vil bestemt gerne have et sommerhus, men ikke lige nu, først senere. 

Hendes debutbog, Sommerhus, senere, foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation som ikke bekymrer sig om politik eller drømmer om en borgerlig tilværelse, men i stedet drømmer om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken. Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed og hendes noveller handler om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder, ensomhed og melankoli.