Lysninger

Det er netop 20 år siden Peter-Clement Woetmann, der netop er fyldt 40 debuterede med ’Heldigvis er skoven blevet væk’. Nu har han måske fundet den, skoven, i alle tilfælde har han fundet lysninger til os læsere. Den håbende, tvivlende, inderlige, mørke, lysende digtsamling starter med linjerne:

Digtet kan begynde med afmagt
og tre geder i morgengryet
deres horn der lægger sig tæt

Omkring kraniet og duerne

oppe i valnøddetræet

i lyset fra solen, lavt over landskabet.

Her er efterårsblade ”som gul gråd i luften”, her er tvivl, tab, men også henførthed, pludselig ro:

”Hvem er du egentlig? Mig? Jeg ved det ikke
ham bag brillen, tror jeg, en af dem i toget

en far, måske, ja, mine børns far
det er ham, der er mig, der har sat sig i solen.”

Peter-Clement Woetmann er en af den slags forfattere, der ikke insisterer på tunge symboler, men til gengæld insisterer på at ”se ud på græsset for at se ud på græsset”, at lade læseren finde sin egen vej ind i de åbne vidder, digtene står og lyser som.