Fru Inés

Det kunne lyde som en romance. Det er det bare langtfra. Inés er skuffet, hun får ikke orgasme med Flemming, har aldrig fået det med nogen. 

Det er så moderne at skrive om der i 1891. 

I det hele taget er Skrams insisteren på at beskrive den biologiske side af livet vild: Den manglende seksuelle tilfredsstillelse, den gravide kvindekrop der aborterer og dør. 

For Skram ser det brutale og fokuserer på det. Ægteskabet og samfundet er hyklerisk og voldeligt. 

Amalie Skrams stil er utilsløret og på mange måder mere moderne og radikal end de fleste samtidige forfattere.

”Pludselig hørte hun en hæs, hurtig, vaandefuld Hvæsen. Det lød som kom det fra en tilstoppet Sæk eller fra noget levende begravet. Inés gjøs og vendte sig om. Tyve tredive Skridt borte styrted imod hende en høj og omfangsrig Sky af Støv, hvirvlet op om en Flok gallopperende Hunde, som bed og sled noget aflangt, lyserødt, som løb og faldt, løb og faldt. Da Flokken nærmed sig, opdaged Inés, at den dumpe, underjordiske Hylen kom fra det lyserøde foran, og straks efter, at dette lyserøde ogsaa var en Hund, en fra Snude til Hale levende flaat Hund med udsprængte Øjne, hængende Tunge, der rak til Jorden, og den vrængte, dampende Ham slæbende efter sig i Gadens tørre Snaus.”