Béla Tarr, tiden efter

Ungarske Béla Tarr (f. 1955-2025) var en kompromisløs og formalistisk bevidst filminstruktør. Med sin sort/hvide æstetik og lange, koreograferede kameraindstillinger samt inciterende filmmusik tilbyder han tilskueren hypnotiserende filmoplevelser.

Tarrs film er gennemsyret af den helt specielle skizofrene melankoli, der præger den ungarske folkesjæl, udviklet gennem generationer under fremmed åg og forædlet gennem 40 år med totalitært kommuniststyre. Den eksistentielle usikkerhed, som opstår ved at skulle være tilskuer til store historiske og sociale processer, manifesterer sig i et intenst ønske om at være herre over sin egen skæbne. Når dette ikke er muligt, resulterer det i et grundlæggende pessimistisk livssyn, der holdes i skak af lejlighedsvise udbrud af manisk løssluppenhed. Galskaben og det farlige ligger lige under overfladen og truer konstant med at bryde ud i hans filmiske univers.

'Béla Tarr, tiden efter' er den franske kulturteoretiker Jacques Ranciéres tekster om Béla Tarrs virke.