Bob

Romanens jeg-fortæller er hende fra de.

Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af.

"Man skulle bare vente. Al den venten. Bob kunne holde vejret hen over en hel weekend. Dagene punkterede, de faldt sammen over ham som teltdug. Alene tanken om hendes små lyde, de spaltede hårspidser. Til sidst vidste han ikke, hvad der gjorde mest ondt. At have mistet eller at miste al den tid. Så var tiden gået."
- uddrag fra bogen.